Ledelsesstruktur
Styring af risici er et væsentligt ledelsesmæssigt fokusområde, da det direkte påvirker koncernens resultater samt solvens og dermed de fremtidige forretningsmuligheder væsentligt.
Bestyrelsen i hvert enkelt datterselskab fastsætter og godkender den overordnede politik for påtagelse af risici og fastlægger herudover også de overordnede rammer. Direktionen i de enkelte datterselskaber fastlægger på dette grundlag den operationelle risikostyring.
De enkelte forretningsområder håndterer de forretningsmæssige risici og er dermed ansvarlig for at identificere, kvantificere og overvåge alle relevante risici inden for forretningsområdet.
Der er herudover etableret en godkendelseskomité for finansielle produkter. Denne skal sikre, at der er etableret forretningsgange, håndteringsrutiner mv., før nye produkter eller aktiviteter kan implementeres, hvilket bidrager til at reducere den operationelle risiko.